Socialistisk Folkeparti lader til at være gået helt i opløsning…
Efter den nylige exit fra regeringen og afhopninger af Astrid Krag og Ida Auken samt nu Ole Sohn, som den 30. januar – for blot 5 dage siden – leverede en meget kryptisk benægtelse, for blot at hoppe til Socialdemokraterne i dag.
Bemærk at benægtelsen er spidsfindigt hægtet på at Ole Sohn ikke har talt med nogen journalist om at skifte parti – altså hverken koblet til om han har talt med en eller flere socialdemokrater, endsige om han overvejer det. På grund af Ole Sohns politiske historie, som formand for DKP og hans historiske kindkys af Erich Honecker, så er der åbenbart adskillige medlemmer af S, der ser optagelsen af kommunisten Ole Sohn, som særdeles problematisk for partiet.
Kilder: b.dk, b.dk, bt.dk, jyllands-posten.dk, nyhederne.tv2.dk, nyhederne.tv2.dk og politiken.dk.
Dermed er SF nede på 12 mandater ud af i alt 16 valgte mandater fra Folketingsvalget i 2011. Det fjerde mandat hoppede af i marts 2013 ret kort efter valget af Annette Vilhelmsen til formand for partiet.
Yderligere kæmpes der nu internt i SF en ret offentlig kamp om hvilken fløj af partiet, som skal holde formandsposten. Kampen raser åbenbart så bittert at selv erfarne politiske aktører i partiet ser det som et politisk dødsleje at stille op til formandsvalget inden det kommende landsmøde dem 1. og 2. marts. Så fantastisk nok ser man de mest åbenlyse kandidater til formandsposten melde “pas” og “nej tak” til hvervet.
Jeg er meget langt fra at være den første som påpeger dette, men partiet SF kan reelt være på vej imod en total selvdestruktion…
Kilder: b.dk, bt.dk, bt.dk, jyllands-posten.dk, jyllands-posten.dk og politiken.dk.
De interne magtkampe er nok også meget opslidende for politikerne, så andre førende ledelsesmedlemmer og næstformænd ikke blot forlader partiet, men politik i det hele taget.